Portræt af Erik A. Frandsen

Erik A. Frandsen laver kunst ud fra en ganske særlig livsanskuelse. Gennem sine værker gennemarbejder han problemstillinger, som berører mange facetter af menneskets hverdagsforståelse. Vi følger ham i hans arbejde i atelieret på Falster og er med til hans ferniseringer på internationale udstillinger i bl.a. Portugal, Schweiz og New York. Løbende reflekterer han over sine værker og fortæller om de overvejelser, han gør sig som skabende kunstner. Kunst fører for ham ikke frem til nye erkendelser om virkeligheden – det illustrerer han ved en ironisk distance i valget af temaer og via sine skæve vinklinger af motiver. Hans kunst vender sig mod traditionen og sætter spørgsmålstegn ved den borgerlige og offentlige ”rigtighed”.