Bodil Manz – Fire dage med Bodil

Den prisvindende danske keramiker Bodil Manz (f. 1943) har levet meget af sit liv med hænderne i leret. Resultatet er et livsværk med en mangfoldighed af værktyper, der alle har en fin kvalitet, et højt teknisk niveau, et samspil mellem form og dekoration samt et helt personligt udtryk til fælles.

Vi følger hendes undersøgende og passionerede arbejde med de skulpturelle keramiske konstellationer gennem hele processen, fra det våde ler til formgivningen, brændingen og dekorationen af de papirtynde værker.

Manz fortæller om tilknytningen til hjemmet og værkstedet, og om samarbejdet i sin tid med sin nu afdøde mand, keramikeren Richard Manz. Vi får her et indblik i hendes fascination af den kunstneriske proces og udviklingen i hendes arbejde.