Anette Harboe Flensburg – Skrøbelige konstruktioner

Billedkunstneren Anette Harboe Flensburg har mødt stor anerkendelse for sine interiørmalerier med deres dragende og psykologisk ladede rum, der leger med opfattelsen af dimensioner, farver, flader og lys.

Nu står Anette Harboe Flensburg overfor at skulle forny sig selv som kunstner. Hun har nemlig besluttet, at det er tid til at gå nye veje og lade et menneske træde ind i rummene. Dette valg varsler både nye beslutninger og nye udfordringer.

Vi følger Anette Harboe Flensburg, mens hun skaber en ny billedserie med afsæt i Edvard Munchs maleri ’Pubertet’ og med niecen Mille som omdrejningspunkt. Vi hører desuden om den inspiration, Anette Harboe Flensburg blandt andet finder i sin families fortid.